Gå til hovedindhold

Handleplan for allétræer

Her kan du læse Ikast-Brande Kommunes handleplan for allétræer. I handleplanen kan du finde informationer om hvordan Ikast-Brande Kommunes administrationspraksis er for allétræer, og hvordan vi vil bevare kommunens trækapital og grønne identitet.

2. jun. 2023
Lokalvej by
  • Læs op

Indhold

    Træerne i byens rum og langs vejene er en vigtig del af det grønne islæt og strukturen i byerne. Ikast-Brande Kommune ønsker at passe på de eksisterende allétræer samt fortsat at plante nye træer. Træerne repræsenterer en høj værdi både æstetisk, arkitektonisk, rekreativt, biologisk og klimatisk. 

    Til at estimere træernes værdi bruger vi begrebet trækapital. Med trækapital mener vi den værdi, træerne giver, både med hensyn til mængde, størrelse, alder og trivsel. Altså giver mange træer ikke nødvendigvis en højere trækapital. 

    Der er mange hensyn at tage i anlæg og drift af allétræer både i udvælgelse af sorter og placering af træerne. Vi planter kun allétræer, hvor der er vokseplads til træerne, så vi sikrer træernes trivsel. Der tilstræbes ikke træer for enhver pris, men lægges vægt på, at det rigtige træ plantes på rette sted. 

    På kortet herunder ses allétræernes placering. (Vises ved zoom i kortet)

    Ikast-Brande Kommunes visioner og mål for allétræer vedtaget af Udviklings- og Erhvervsudvalget og Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget den 7. juni 2023. 

    Vision

    Ikast-Brande Kommune ønsker at bevare kommunens trækapital og grønne identitet.

    Mål

    • Antallet af træer i god vækst skal øges.
    • Når træer fældes genplantes som regel ét nyt træ for hvert fældet træ. Dog ikke nødvendigvis det samme sted
    • Vi vil prioritere naturligt hjemmehørende træarter, og der lægges i øvrigt vægt på egenskaber som kroneform, væksthastighed, løvstørrelse, høstfarve, blomstring, duft, skyggevirkning, rødders udvikling og samlede æstetiske udtryk
    • Træernes vækstvilkår skal sikres fra starten, og vi følger principperne, som sikrer passende mængde jord og plads til træerne
    • Vi vil prioritere renovering af alléer ud fra træernes sundhed, fritrumsprofilet og træernes påvirkning af det omkringliggende miljø
    • Vi vil prioritere artsdiversiteten, når der plantes træer i byen for at mindske risikoen for mange døde træer ved sygdomsudbud eller insektangreb på bestemte træarter
    • Der skal være tilstrækkeligt friareal, så der både er plads til ledningsejere og træer, uden de skal "kæmpe" om arealet for både kommunale og private byggemodninger til plantning af træer

    En række alléer står overfor at skulle renoveres indenfor de næste 10 år. Strategien for, hvordan dette gennemføres, er beskrevet i det følgende.

    Ud fra træernes sundhed og evt. negative påvirkning af det omkringliggende miljø laves en prioritering af, hvilke vejstrækninger med træer, der skal renoveres først. Der er ved vurderingen lagt vægt på følgende parametre:

    • Træernes sundhed
    • Fritrum
    • Omkringliggende belægning

    Der vil i det konkrete tilfælde blive taget stilling til, om der er træer, der kan blive stående, ligesom det kan vælges at placere et større antal træer end det nuværende. Vi opretholder den samlede trækapital ved, at træerne trives bedre og ved at plante træer andre steder. 

    På indfaldsvejene vil Ikast-Brande Kommune løbende renovere kommunens alléer. Udfordringerne ved at plante træerne på rækker er, at hvis enkelttræer bliver beskadiget eller ikke trives, bliver en udskiftning meget synligt. En anden udfordring kan være, at træarten pludselig bliver syg, og en hel allé derfor skal skiftes. Vi vil fremadrettet plante i trægrupper med mere end en træart, hvor der er mulighed for det. Vejen vil derfor stadig få et allépræg, men beplantningen er fremtidssikret i højere grad, og vil være mere stabil i udtrykket ved pludselig opståede skader. 

    På fordelingsveje er fritrum og trivsel af allétræerne ofte en stor udfordring. Træerne står tæt på vejen, hvilket medfører, at de skal beskæres meget for at opretholde fritrumsprofilen. Derudover trives de oftest dårligt, da de udover at skulle beskæres meget, står i en smal rabat, hvor rødderne ikke har mulighed for at sprede sig, og hvor der i løbet af vinteren bliver spredt salt. For at opretholde allétræerne så længe som muligt, vil de værste af træerne blive fjernet. På sigt skal træerne skiftes og helst placeres længere fra veje og fortove, og helst i grupper. Derudover skal der være øget fokus på beskæringen på træerne specielt i ungdommen, så fritrumsprofilen overholdes. 

    På boligveje er der udfordringer i forbindelse med fritrummet. I og med at vejudlægget på boligveje er mindre end på fordelingsveje gør, at træerne ofte er etableret i meget smalle rabatter, eller i for små bede. Det betyder, at træerne hurtigt vokser sig for store til at kunne trives på voksestedet. Disse forhold betyder, at træerne aldrig bliver store og opnår deres potentiale, så de får den fylde og karakter, de er tiltænkt. For at give træerne bedre betingelser på de smalle veje, bliver der ikke nødvendigvis retableret alléer. Hvis der skal være træer, så skal de sikres bedre vækstbetingelser. Der skal tages stilling til om dette kan ske ved at lave udvidelse af rabatterne ved træerne eller evt. fjernelse af fortovet i den ene side eller på anden vis skabe gode forhold for træerne. Disse projekter vil blive forelagt til politisk godkendelse.

    Vi bruger begrebet trækapital og estimere træernes værdi. Med trækapital menes den værdi, træerne giver, både med hensyn til mængde, størrelse, alder og trivsel. Altså giver mange træer ikke nødvendigvis en højere trækapital. Det er vigtigt at skelne til træernes størrelse og alder, så træerne når deres optimale størrelse og alder. Vi får kun ældre træer i deres fulde størrelse ved at sikre de optimale vækstvilkår, så de kan trives i mange år. 

    Med med den øgede fokus på træernes trivsel, fritrum og den omkringliggende belægning så medfører det, at det ikke er alle steder, der kan blive reetableret ligeså mange træer ifm. renovering af træalléer. På nogle veje vil alléen blive udskiftet med en trærække eller trægrupper og andre steder, vil der ikke være plads. For at sikre trækapitalen vil der skulle etableres træer i områder, hvor der ikke er træer i forvejen. Ikast-Brande Kommune vil derfor have fokus på at finde nye egnede steder, hvor vi kan plante træerne, gerne som alléer i parker langs stier eller lignende, men også som trærækker, trægrupper og enkelttræer rundt omkring i kommunens grønne områder. 

    Der er mange hensyn at tage i anlæg og drift af allétræer både i udvælgelse af sorter og placering af træerne. Vi planter kun allétræer, hvor der er vokseplads til træerne, så vi sikrer træernes trivsel. Der tilstræbes ikke træer for enhver pris, men vi lægger vægt på, at det rigtige træ plantes på rette sted. 

    Træerne placeres, så vidt muligt, så de er til mindst gene for deres omgivelser for så vidt angår skygge. Træerne må heller ikke generer oversigtsforhold. I bymiljøet vil træerne komme til at stå i nærheden af ejendomme, og nogle vil derfor opleve en grad af gener, og derfor er det vigtigt at have for øje, at træplantningen foretages af hensyn til almenvældets interesse, som ofte vejer højere end den enkelte borgers. Træerne placeres for at skabe en stemning i deres umiddelbare omgivelser og vil oftest få en iøjnefaldende placering. Vi inddrager borgerne i projekter og anlæg, når det er muligt og lytter til borgernes ønsker/bekymringer og efterkommer dem, hvis det er muligt. 

    For at opnår visionerne og målene i handleplanen vil Teknik og Miljø i de kommende år arbejde med følgende indsatser:

    Teknik og Miljø vil udarbejde:

    • administrationspraksis for forvaltning af allétræer (2023 - 2024)
    • kvalitetsbeskrivelse for drift af biodiversitetstræer (2025 - 2026)
    • idékatalog - tiltag for at fremme biodiversiteten i kommunens beplantning langs vejene (2025 - 2026)
    • paradigme, der sikrer øget variation i træartsvalget ved nyplantninger (2024 - 2025)
    • principskitser for opbygning af plantehuller i belægning, græsrabat for nyplantninger af træer (2024 - 2025)

    Teknik og Miljø vil udarbejde retningslinjer for:

    • håndtering af træer ifm. gravearbejde og byggeri ( 2023 - 2024)
    • forvaltning af risikotræer (2025 - 2026)
    • hvordan vækstvilkårene for træer evt. kan forbedres (2025 - 2026)
    • retningslinjer til lokalplanlægningen for både kommunale og private byggemodninger til plantning af træer, så der udlægges tilstrækkeligt friareal, så der både er plads til ledningsejerne og træer uden de skal kæmpe om arealet (2023 - 2024)

    Teknik og Miljø vil revidere retningslinjer for:

    • Retningslinjerne for træpleje i Ikast-Brande Kommune (2023 - 2024)
    • Retningslinjerne for ledningsarbejder i veje med vejtræer eller allétræer (2023 - 2024)

    I tabellen herunder ses antallet af allétræer i Ikast-Brande.

     

    Nedenstående diagram viser allétræernes sundhed. På sigt skal gennemsnittet for træernes sundhed gerne øges. 

    1 - dårlig 5 - godt